På debatmødet om fremtidens arbejdsmiljørådgivning den 14. september 2016 i Ingeniørforenings Hus var der almindelig enighed blandt de ca. 40 deltagere om at virksomhederne har behov for arbejdsmiljøfaglig viden for at kunne kvalificere deres forebyggende arbejdsmiljøindsats. Men hvordan sikrer vi at alle virksomheder får let adgang til den arbejdsmiljøfaglige viden, der er relevant for dem? Det gav debatmødet ikke noget entydigt svar på – og det var der måske heller ikke nogen der havde forventet. Til gengæld blev mange af mulighederne vendt og drejet i debatten og blev belyst fra mange forskellige synsvinkler.

Debatmødet var arrangeret af IDA Arbejdsmiljø og også de øvrige organisationer i AM-PRO var inviteret til at tage del i debatten.

Udgangspunktet for debatmødet var den hvidbog om arbejdsmiljørådgivning, som udkom tidligere på året, og som er blevet udarbejdet som led i en politisk aftale fra 2014 (S, R, SF og EL) og som en opfølgning på en anbefaling fra Arbejdsmiljørådets fra 2013. Lektor Niels Møller fra Aalborg Universitet præsenterede indledningsvis Hvidbogen og dens konklusioner.

Hvidbogen opstiller fire idealtyper for arbejdsmiljørådgivningsordninger, og debatmødet var tilrettelagt sådan at de fire idealtyper blev grundigt belyst:

Et statsligt (offentligt) styret system:

Offentlige ordninger findes fx i Finland, hvor rådgivning og behandling ofte kombineres. I Danmark har de arbejdsmedicinske sygehusenheder en omfattende individuelt rettet rådgivning, men også en vis rådgivning rettet mod de virksomheder, hvor patienterne kommer fra. Et offentligt system giver gode muligheder for at udvikle den meget vigtige sammenhæng mellem forebyggelse, behandling og fastholdelse.

Professor, overlæge Jens Peter Bonde fra Arbejdsmedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital fortalte om disse muligheder og pointerede samtidig at arbejdsmiljørådgivernes kompetence er uhyre vigtig for at få sådant et samspil til at fungere. Der er derfor er et stort behov for at sikre at arbejdsmiljørådgivere har en relevant uddannelse på fx masterniveau og at sådanne relevante uddannelser er til stede, idet rådgivernes faglige kompetencer er afgørende ikke kun for rådgivningens kvalitet, men også for dens status og gennemslagskraft.

Et forsikringsbaseret system:

Forsikringsbaserede ordninger er udbredte og velfungerende fx i Tyskland og Spanien, hvor de med stor effekt er kombineret med BAR-lignende vejledningsinstitutioner og ofte også med forsknings-, uddannelses- og i nogle tilfælde også behandlingsinstitutioner.

Risikoingeniør Kaj Wind fra Tryg Forsikring fandt imidlertid at et forsikringsbaseret system rejser en række udfordringer blandt andet fordi forsikringsselskaberne er underlagt sekretesse hensyn, som begrænser mulighederne for at dele oplysninger. Han lagde vægt på at forsikringsselskaber (og pensionskasser) har en meget økonomisk tilgang til problemstillingen, og deres prioriteringer vil derfor være baseret på økonomiske vurderinger af omkostningerne ved de forskellige former for arbejdsskader. Han bemærkede dog samtidig at den reelle sundhedsøkonomiske omkostning ved en arbejdsskade ofte usynlig for den enkelte virksomhed, så her vil en forsikringsbaseret ordning give virksomhederne et bedre grundlag for at prioritere deres forebyggende arbejdsmiljøindsats.

Et partsbaseret system:

Partsbaserede ordninger er de senere år kommet mere på banen i Danmark med fx Byggeriets Arbejdsmiljøbus, SEGES/arbejdsmiljø i landbruget, SPARK i kommunerne og Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning. De partsbaserede ordninger passer fint ind i en nordisk samarbejdstradition med branchebedriftssundhedstjenester og regionale arbejdsmiljørepræsentanter. Disse ordninger åbner en række muligheder for et godt samspil med parternes øvrige forebyggende arbejdsmiljøindsats i typisk BAR-sammenhæng, og dermed kan de ret let opnå en status som en ”naturlig del af branchen”, men de har også nogle begrænsninger i forhold til karakteren og omfanget af den rådgivning, de kan levere til den enkelte virksomhed – netop fordi de er kollektivt finansieret.

Arbejdsmiljøkonsulent Hans Hjerrild fra Menighedsrådenes Landsforening fortalte at Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning forsøger at løse dette problem ved at tilbyde en kombination af en abonnementsordning, der dækker småopgaver og generel støtte, og en tilkøbsordning, hvor virksomhederne kan købe rådgivning til større opgaver.

Et markedsbaseret system:

Markedsbaserede ordninger er kendt fra fx Danmark, Storbritannien, USA og Sverige, hvor sådanne ordninger understøttes af forskellige incitamentsordninger, ofte suppleret med certificeringsordninger, der synliggør typen af rådgivning.

Professor Flemming Poulfelt fra CBS fremhævede at godt arbejdsmiljø meget handler om ordentlig ledelse, og at det netop var påvist at ledelsesrådgivning er en ekstremt værdiskabende investering for virksomhederne. Den markedsbaserede rådgivning forudsætter at virksomheden – som kunde – kan se værdien af rådgivningen og kommitter sig til samarbejdet med rådgiveren, samtidig med at rådgiveren skal være knivskarp til at målrette og præsentere sine tilbud.

Problemet ved at se markedsbaseret rådgivning som et generelt system er at virksomhederne skal erkende deres behov, og at virksomheder, der ikke kender meget til arbejdsmiljø og som netop har mest behov for arbejdsmiljøfaglig viden, derfor ikke vil efterspørger arbejdsmiljørådgivning.

Men hvordan kan løsningen så se ud:

Efter debatten om de fire idealtyper fortsatte mødet med en paneldebat med direktør Kenneth Ajslev fra Arbejdsmiljøcentret, chefkonsulent Jens Skovgaard Lauritsen fra DA, næstformand Morten Skov Christiansen fra Lo og bestyrelsesmedlem Anders Kabel fra IDA Arbejdsmiljø.

Kenneth Ajslev så en klar tendens til at også andre rådgivere end egentlige arbejdsmiljørådgivere i stigende grad inddrager arbejdsmiljøaspekter i deres rådgivning – fx ventilations-, belysnings- og indeklimarådgivere. Han oplevede samtidig at virksomhedernes økonomiske bekymring rettede sig mod usikkerheden omkring udgifter til etablering og implementering af løsninger snarere end mod udgiften til arbejdsmiljørådgivning.

Jens Skovgaard Lauritsen var enig i at arbejdsmiljørådgivning kan bidrage til arbejdsmiljøindsatsen, men tvivlede på at der er et meget stort udækket behov for rådgivning, idet han mener at virksomhederne selv er de bedste til at vurdere deres egne behov for rådgivning. Desuden tror han ikke at tvangsbaserede rådgivningsordninger giver ret megen værdi, fordi netop den tillidsbaserede dialog mellem virksomhed og rådgiver er afgørende for rådgivningens kvalitet.

Kenneth Ajslev havde mange eksempler på at ledelseskommitment i arbejdsmiljøindsatsen giver direkte effekt i form af en markant reduktion af ulykker, men han havde samtidig en fornemmelse af at op mod 90% af lederne ikke kendte deres ansvar og betydning af deres ledelsesindsats for arbejdsmiljøet. Ikke mindst i de små virksomheder giver dette store udfordringer for arbejdsmiljøindsatsen generelt og for disse virksomheders inddragelse af arbejdsmiljøfaglig viden.

Fra salen blev det fremhævet at de mindre virksomheder er meget opmærksomme på hvad deres kolleger gør, idet de ikke ønsker at skille sig negativt ud i forhold til det, der er gængs i branchen. Derfor er en lokalt forankret branchetilgang en god metode til at motivere de mindre virksomheder.

Et andet synspunkt fra salen var at problemet ikke kunne isoleres til de mindre virksomheder, idet der netop er meget store arbejdsmiljøproblemer fx på det specialpsykiatriske område i regionerne, og at de aktuelle sager fra Vestas hhv. Siemens Windpower også tydede på at selv virksomheder med interne arbejdsmiljøafdelinger og arbejdsmiljøcertifikater kunne have problemer med at holde styr på deres arbejdsmiljø.

Morten Skov Christiansen bemærkede at Lo havde været glad for den gamle BST-ordning, men efterlyste nytænkning om arbejdsmiljørådgivningen, idet han henviste til at ca. 17% af Lo-medlemmerne forlader arbejdsmarkedet i utide på grund af især arbejdsmiljøproblemer. Han var overbevist om at arbejdsmiljørådgivning kunne forbedre både virksomhedernes forebyggende arbejdsmiljøindsats og deres arbejdsmiljøforhold. Han var derfor glad for Hvidbogen og lagde især vægt på at arbejdsmiljørådgivning er et uudnyttet potentiale, at mange virksomheder har brug for mere arbejdsmiljørådgivning, og at især de mindre virksomheder ikke benytter arbejdsmiljørådgivning.

Anders Kabel lagde vægt på at den centrale opgave er at sikre at virksomhederne har let adgang til den nødvendige arbejdsmiljøfaglige viden. Om den hentes hos en ekstern arbejdsmiljørådgiver, hos interne arbejdsmiljøfolk eller hos en arbejdsmiljøledere, der deles med fx 2-3 andre virksomheder, er til gengæld ikke så afgørende. Det er dog vigtigt at fastholde medarbejdernes og AMO’s rolle uanset hvordan adgangen til arbejdsmiljøfaglig viden formaliseres.

Anders Kabel pegede på at der er en fortvivlende mangel på forståelse af nødvendigheden af at de arbejdsmiljøprofessionelle har en ordentlig uddannelse – en uddannelse som giver kompetence på tre områder: at kunne sætte sig ind i og forstå virksomhedens situation og måde at arbejde på, at have overblik over arbejdsmiljøets virkningsmekanismer og deres indbyrdes samspil og at kunne håndtere komplicerede virksomhedsinterne udviklingsprocesser. På grund af globaliseringen fandt han at det ville være hensigtsmæssigt med et fælles minimumsniveau for arbejdsmiljøprofessionelles kompetencer i EU, sådan at danske arbejdsmiljøprofessionelle kan fungere i tværnationale virksomheder, fx baseret på kriterierne i ENSHPO’s certificeringsordning.

Jens Skovgaard Lauritsen var enig med Anders Kabel i at EU-rammedirektivets principper, som genfindes i arbejdsmiljølovens §§12 og 21, faktisk er et ret fornuftigt udgangspunkt for at udvikle en hensigtsmæssig ordning til sikring af virksomhedernes adgang til arbejdsmiljøfaglig viden. Anders Kabel luftede med dette som udgangspunkt en idé om at lovgivningen primært skulle stille krav til virksomhederne om at de skal have adgang til arbejdsmiljøfaglig viden, som lever op til fx ENSHPO’s krav til certificerede arbejdsmiljøprofessionelle.

Jens Skovgaard Lauritsen og Morten Skov Christiansen fortalte at Arbejdsmiljørådet ønskede mere viden om hvordan især de mindre virksomheder bedre kunne sikres lettere adgang til den nødvendige arbejdsmiljøfaglige viden, og havde derfor foreslået beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) at igangsætte en 2-årig forsøgsordning.

Afslutningsvis blev det fra salen præciseret at det er vigtigt at fastholde at arbejdsmiljøindsatsen ikke skal baseres på økonomiske spekulationer, men på hensynet til medarbejdernes helbred og respekten for dem som mennesker og arbejdskraft.

IDA Arbejdsmiljø,
Anders Kabel